Standardiserede beskyttelseszoner er et vigtigt redskab, når eksisterende træer skal bevares i byggeprojekter. Men hvis anbefalingerne bliver en facitliste, risikerer vi at gøre det unødvendigt vanskeligt at bevare træerne. Vi har brug for mere dialog og konkrete træfaglige vurderinger.

Af Charlotte Ahrndt skov, træfaglig rådgiver, Bioskov

Når standarderne møder virkeligheden

Da jeg arbejdede i Aarhus Kommune, var jeg selv med til at indføre krav til beskyttelse af træer i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder.

Det var et vigtigt arbejde, som jeg stadig står inde for.

Alt for mange træer bliver beskadiget under byggeprojekter. Rødder graves over, jorden komprimeres af tunge maskiner, terrænet ændres, og grene og stammer beskadiges. Ofte opdages konsekvenserne først flere år senere, når træernes sundhed begynder at blive påvirket.

Derfor har vi brug for klare retningslinjer for træbeskyttelse ved byggeri, så eksisterende træer får de bedst mulige betingelser for at overleve bygge- og anlægsarbejdet.

Men efter at jeg har skiftet rollen som kommunal medarbejder ud med rollen som selvstændig træfaglig rådgiver, har jeg fået et andet perspektiv på, hvordan kravene fungerer i praksis.

I dag hjælper jeg blandt andet bygherrer og udviklere med at finde løsninger, hvor eksisterende træer kan indgå i nye byggeprojekter.

Og her er jeg blevet klogere.

For selvom intentionen med beskyttelseskravene er god, oplever jeg i nogle sager, at kravene bliver så omfattende, at de gør det meget vanskeligt at gennemføre et projekt – også i situationer, hvor en konkret træfaglig vurdering peger på, at træet kan beskyttes forsvarligt med en anden løsning.

Når det kan føles som en ulempe at bevare træerne

Jeg arbejder i øjeblikket med en sag, som illustrerer, hvilke konsekvenser vores tilgang til træbeskyttelse kan have.

En bygherre har bevaret eksisterende træer og forsøger at indarbejde dem i et kommende byggeprojekt. Det er netop den tilgang, vi gerne vil fremme.

Men i processen oplever bygherren, at der bliver stillet omfattende krav til beskyttelsen af træerne, som gør det vanskeligt at gennemføre projektet som planlagt.

Efter min træfaglige vurdering er der grundlag for at træerne kan beskyttes forsvarligt med en mere individuelt tilpasset løsning.

Bygherren har imidlertid set, hvordan en anden udvikler valgte at fælde træerne, inden projektudviklingen begyndte, uden det har haft konsekvenser. Og han peger nu på det valg og giver udtryk for, at det ville have været langt nemmere, hvis han havde gjort det samme.

Det synes jeg er tankevækkende.

For her står en bygherre, som faktisk har valgt at bevare træerne, og har et ønske om at bevare træerne, men som nu oplever, at beslutningen har gjort projektet betydeligt mere kompliceret.

Sagen er fortsat i gang, og der er dialog med kommunen om mulighederne. Vi ved derfor endnu ikke, hvor den ender, og jeg håber naturligvis, at vi finder en løsning, som både tilgodeser træerne og gør det muligt at gennemføre et fornuftigt byggeprojekt.

Men uanset udfaldet synes jeg, at situationen rejser et vigtigt spørgsmål.

Hvad gør denne bygherre næste gang, han står med en ejendom, hvor der er store eksisterende træer?

Hvis han oplever, at det bliver væsentligt lettere at gennemføre et projekt ved at fjerne træerne på forhånd, er der så ikke en risiko for, at det er den løsning, han vælger næste gang?

Det er netop det paradoks, der bekymrer mig.

For hvis vores ønske om at beskytte eksisterende træer ender med at skabe et incitament til at fælde dem, inden projektudviklingen begynder, risikerer vi at modarbejde det, vi egentlig ønsker at opnå.

Beskyttelseszoner er et godt udgangspunkt – ikke nødvendigvis facit

Lad mig understrege, at jeg fortsat er stor fortaler for beskyttelse af eksisterende træer.

Store træer har betydelige værdier for biodiversitet, mikroklima, bymiljø og menneskers oplevelse af deres omgivelser. Det tager mange årtier at udvikle de kvaliteter, og de kan ikke erstattes ved at plante et nyt træ. Derfor er det vigtigt at identificere og vurdere bevaringsværdige træer tidligt i projektudviklingen.

Standardiserede beskyttelseszoner er et rigtig godt værktøj til at arbejde videre med de udpegede træer.

De giver kommuner, rådgivere og entreprenører et fælles udgangspunkt og sikrer, at træernes behov bliver tænkt ind i projekterne fra begyndelsen.

Problemet opstår efter min mening, når den anbefalede beskyttelseszone bliver opfattet som en ufravigelig grænse frem for et udgangspunkt for en faglig vurdering.

For træer vokser ikke efter standardiserede cirkler.

Et træ, der har stået på en åben græsplæne hele sit liv, har helt andre vækstforhold end et træ, der gennem årtier har stået mellem bygninger, veje, støttemure og befæstede arealer.

Rødderne udvikler sig efter de muligheder, der findes på voksestedet. De kan strække sig langt uden for kronens drypzone, men eksisterende konstruktioner, jordbundsforhold og tidligere arealanvendelse kan også have begrænset eller ændret deres udbredelse.

Derfor er det ikke altid træfagligt nødvendigt at beskytte det samme antal meter uden for kronen i alle retninger.

Det betyder ikke, at der ikke kan findes rødder under eksisterende veje eller tæt på fundamenter. Det betyder, at vi er nødt til at undersøge og vurdere de konkrete forhold, før vi konkluderer, hvor beskyttelsen er nødvendig.

Når træer og bygninger har eksisteret side om side i mange år, kan standardiserede beskyttelseszoner skabe udfordringer ved nybyggeri. En konkret træfaglig vurdering kan afdække mulighederne for at bevare træet og samtidig udnytte arealer, hvor der allerede er bygninger eller andre anlæg.

Det er faktisk også det, standarderne lægger op til

Den europæiske Tree Protection Standard, EAS 06:2025, beskriver forskellige metoder til fastlæggelse af beskyttelseszoner omkring træer.

Men standarden lægger også op til, at beskyttelseszonerne kan tilpasses de konkrete forhold. I afsnit 6.3.5 nævnes eksempelvis træer på skrånende terræn, hældende træer og træer med eksisterende hindringer i rodzonen. Her kan blandt andet hindringernes karakter og betydning for træets sundhed og stabilitet indgå i vurderingen.

Standarden beskriver desuden, at en træfaglig rådgiver kan differentiere mellem aktiviteter, der kan tillades inden for beskyttelseszonen, aktiviteter der kræver særlige beskyttelsesforanstaltninger, og aktiviteter der ikke bør tillades.

Det betyder ikke, at vi frit kan reducere beskyttelseszonerne. Men det betyder, at vi kan og bør bruge vores træfaglige viden til at vurdere, hvilken beskyttelse der er nødvendig i den konkrete situation.

Også Aarhus Kommunes vejledning Pas på træerne differentierer mellem træer på åbne arealer, træer i mindre bede og træer i fast belægning.

Det er netop denne mulighed for at arbejde med forskellige løsninger, jeg mener, vi skal blive bedre til at bruge.

En standard er ikke en erstatning for træfaglighed. Den er et redskab, der skal hjælpe os med at træffe gode faglige beslutninger.

Rodzone, beskyttelseszone og afstand til byggeri er ikke det samme

Noget af det, jeg oplever i konkrete byggesager, er, at forskellige hensyn nogle gange bliver blandet sammen.

Vi taler om træets rodzone, om beskyttelseszonen under byggearbejdet og om den ønskede afstand mellem træets krone og den fremtidige bebyggelse.

Men det er tre forskellige ting.

Rodzonen er det område, hvor træets rødder faktisk vokser. Den afhænger blandt andet af jordbund, vandforhold og de eksisterende fysiske forhold.

Beskyttelseszonen er det område, vi fastlægger for at beskytte træet og dets vækstbetingelser under bygge- og anlægsarbejdet. Den kan derfor også omfatte jord, hvor træet endnu ikke har udviklet rødder, men som har betydning for dets fremtidige vækst.

Afstanden til fremtidig bebyggelse handler derimod også om andre forhold. Det kan være lysindfald, vedligeholdelse af facader, fremtidig kroneudvikling og oplevelsen af at bo tæt på et stort træ.

Alle tre hensyn er relevante. Men de bør ikke nødvendigvis føre til det samme afstandskrav.

Hvis en kommune eksempelvis ønsker større afstand mellem et træ og en ny bygning af hensyn til lysforhold eller fremtidig vedligeholdelse, er det en anden begrundelse end at beskytte træets rodsystem mod skader.

Den skelnen synes jeg er vigtig, hvis vi skal have en konstruktiv dialog om, hvad der faktisk er nødvendigt for at bevare træet.

Den største trussel er ikke nødvendigvis bygningens placering

Når diskussionen bliver meget fokuseret på afstanden fra kronens drypzone til en ny bygning, risikerer vi også at overse andre væsentlige påvirkninger.

Hvad sker der eksempelvis under nedrivningen af eksisterende bygninger? Hvor skal entreprenøren køre? Skal der graves til ledninger? Skal terrænet reguleres? Og hvordan påvirkes jordens vand- og luftforhold?

Vi kan godt flytte en ny bygning længere væk fra træet og samtidig gennemføre en terrænregulering, der er langt mere skadelig for træets rodsystem.

Så har vi opfyldt et generelt afstandskrav, men ikke nødvendigvis skabt den bedste løsning for træet.

Omvendt kan der være situationer, hvor en bygning kan placeres tættere på, hvis det sker på baggrund af en konkret undersøgelse af rodsystemet og med særlige krav til fundering, gravearbejde og beskyttelse under anlægsfasen.

Og selvfølgelig findes der også situationer, hvor konklusionen er, at der skal holdes større afstand.

Det afgørende er, at beslutningen bygger på en faglig vurdering af det konkrete træ og den samlede påvirkning fra projektet.

Vi skal tidligere i dialog

Jeg tror, at en væsentlig del af løsningen er mere dialog mellem kommuner, bygherrer og træfaglige rådgivere – og gerne langt tidligere i projektudviklingen.

I stedet for først at diskutere beskyttelseszoner, når bygningerne er tegnet, bør vi begynde med at undersøge de eksisterende træer.

Hvilke træer har særlig høj bevaringsværdi? Hvordan er deres sundhed og struktur? Hvor er der plads til rødderne? Hvilke påvirkninger vil projektet medføre? Og hvor er der mulighed for at tilpasse projektet eller beskyttelsen?

I nogle projekter kan en økonomisk værdisætning af træerne også være med til at synliggøre deres betydning og kvalificere beslutningerne.

Nogle gange vil den træfaglige vurdering vise, at der skal holdes stor afstand, og at bygherren må ændre sine planer.

Andre gange kan det være muligt at finde en løsning med en anderledes afgrænset beskyttelseszone, særlige arbejdsmetoder eller målrettede undersøgelser.

Det kræver, at begge parter er villige til at indgå i dialog.

Kommunen skal kunne være åben over for en fagligt dokumenteret løsning, der afviger fra standardanbefalingen. Og bygherren skal være indstillet på, at reel bevaring af et træ kan kræve både plads, hensyn og økonomiske prioriteringer.

Målet må være at bevare flere træer

Mine erfaringer fra både den kommunale forvaltning og den private rådgivning har gjort mig mere overbevist om, at vi har brug for en pragmatisk tilgang til træbeskyttelse.

Ikke en tilgang, hvor vi går på kompromis med træernes behov, men hvor vi tør forholde os til, at træer, voksesteder og byggeprojekter er forskellige.

Standarderne er nødvendige. De skaber et vigtigt fælles udgangspunkt og er med til at sikre, at træerne ikke bliver glemt.

Men vi skal også turde bruge vores faglighed, når standarderne møder virkeligheden.

For målet er ikke at beskytte en bestemt cirkel på en tegning. Målet er at sikre, at flest mulige værdifulde træer får gode betingelser for at blive stående – også når byen omkring dem udvikler sig.

Det kræver både faglighed, fleksibilitet og dialog.

Og det er efter min mening sådan, vi bedst beskytter træerne.